top of page

Snapchat: Et opgør med det polerede

Af Alexandra Lund Lysgaard

 

15-årige Morten Mortensen er sent på den. Han løber ud ad døren og springer op på cyklen. Det er mørkt. Kun gadelygterne, bilernes forlygter og lyskrydsets røde farve lyser op. Han fisker telefonen op af lommen og åbner appen Snapchat. Klik. Morten tager et billede, mens han cykler. ”Er på vej”, skriver han på det. Kort tid efter får han et billede retur. ”Ok, det er jeg også”, står der.

 

Morten Mortensen går i 9. klasse på Herningsholmskolen i Herning. Hans foretrukne og mest brugte sociale medie lige nu er Snapchat.

 

- Det er nemt og hurtigt, og man behøver ikke tænke over, hvad der er på billedet. Man må godt se dum eller sjov ud. Og så er det bare fedt også at få et ansigt eller billede på, så det ikke bare er skrift. Det kan godt være lidt kedeligt, siger han.

 

Han er næsten fremme ved biblioteket i Herning, da telefonen endnu en gang vibrerer i lommen. Han tager den op. Tre snaps venter på at blive åbnet. Han har fået endnu en fra Maja Boel, som også er på vej til biblioteket. De har lært hinanden at kende gennem de sociale medier. Maja er 14 år og går i 8. klasse på Gjellerupskolen i Gjellerup. Også hun bruger primært Snapchat.

 

- På Snapchat føler jeg, at jeg er mere privat med mine venner. Jeg snapper ikke de samme ting til mine forældre. Det er ikke, fordi der er noget, de ikke må se, men sådan er det bare, siger hun.

 

Morten er enig og supplerer:

 

- Det kan godt være lidt akavet, at ens forældre skal følge med i alt, hvad man laver på Facebook for eksempel. Derfor er det fedt, at man med Snapchat selv kan bestemme, hvem der skal have billedet, så det ikke kommer ud til alle, siger han.

 

De sidder ved siden af hinanden blandt reoler fyldt med bøger i kælderen på biblioteket i Herning, mens jeg spørger dem til deres brug af Snapchat.

 

Snapchat er for tiden den sjette mest downloadede app i Apple’s App Store og er især teenagernes foretrukne sociale medie. Halvdelen af alle 12-19-årige og godt en fjerdedel af alle 20-29-årige bruger Snapchat dagligt ifølge DR-rapporten ”Medieudviklingen 2014".

 

På Snapchat handler det ikke om at opbygge et image, som det gør på Facebook og især Instagram. Den gule app med det hvide spøgelse er nærmere et opgør med det polerede. Her må man gerne være morgengrim og have dobbelthage, for her handler det mere om umiddelbarhed og intimitet, om at leve i nuet på en ustruktureret måde. Det skal være mere råt.

 

Et opgør med det polerede

Nutidens etablerede sociale medier var for ikke så længe siden hjemsted for den råhed, som nye medier nu forsøger at erobre. 

 

 

Om Snapchat
Snapchat er en app, hvor brugerne sender hinanden billedbeskeder, de såkaldte "snaps".

 

En snap indeholder en kombination af både billede, tekst og eventuelt en tegning. Afsenderen vælger, hvor lang tid modtageren skal se billedet - det kan være mellem et og ti sek. Derefter forsvinder billedet igen. Modtageren kan afspille snappen igen eller tage et screenshot - afsenderen får i så fald besked om det.

 

Man kan også godt sende en video. Den kan maksimalt være ti sek. lang. Modtagerne er ofte ens venner.

Facebook var engang fyldt med lavkvalitetsbilleder af collegefester – nogle af dem var så overdrevne, at universiteterne begyndte at uddele etiketteråd om Facebook til de studerende. Twitter var engang et sted, man annoncerede, hvor man skulle spise frokost eller postede en hurtigskrevet klage.

 

Over tid, mens publikum voksede, er disse netværk, der begyndte som et øjeblik af virkeligheden, blevet mere performative platforme. Facebook, Twitter, Instagram, Vine og YouTube er alle blevet scener, hvor vi publicerer det bedste af os selv. Resultatet er, at indholdet på disse mainstream netværk kan virke overdrevet. Flere eksperter i sociale medier peger på, at blandt andet Snapchat er opstået som en reaktion på det. Firstmoverne og de unge vil nu gerne have mere ufiltrerede og intime medier.

 

- Det er så absolut en tendens, at vi gerne vil have mere råt, ligefrem og ufiltreret indhold. Det skal være i øjeblikket, hvor du har en følelse eller tanke, som du gerne vil dele med dine venner. Der skal ikke være

 

tænkt på æstetikken i det. Det kan man også se på platformens design – det er samtalen, der er det vigtige, siger Nathalie Camilla Larsen, digital og social media manager.

I hele 18 min. har Maja og Morten ikke kigget på deres telefoner. Det må være en ny rekord. De vil ikke forstyrre midt i det hele, som de siger. Men da jeg beder dem finde eksempler på snapchat på deres iPhones, drejer samtalen hurtigt i retning af, hvem de har fået en snap fra. For i mellemtiden er der tikket et hav af beskeder og snaps ind.

 

- Min veninde har lige sendt en snap af hende og hendes søster. De ligger og slåsser og skriger, siger Maja og viser videoen til Morten.

 

- Jeg har fået en af nogle, der spiser risengrød, siger Morten og smiler.

 

På Snapchat bliver der sendt billeder og videoer af alt fra mad og træning til søde dyr og studieliv og ikke mindst selfies i alverdens forskellige situationer.

 

Budskabet i en snap er ofte indforstået, fordi modtageren ved, hvad afsenderen præcis har ment med den pågældende snap. Muligheden for at være tæt på afsenderens dobbelthager og andet baner angiveligt også vej for følelser af at høre sammen, af at være udvalgt og at være noget særligt. De andre får lov til at se de mere polerede billeder på Instagram, som Malene Charlotte Larsen, lektor i sociale medier, og Jette Kofoed, lektor, skriver i deres analyse ”Snip snap snude – dobbelthagerne er ude”, der handler om, hvorfor Snapchat hitter.

 

- Med snaps tænker jeg ikke over, hvordan jeg ser ud, om jeg er for grim eller noget. Det er meget fedt, at man ikke kan redigere billederne så meget. Det er pisseirriterende, når folk gør det, for så er det jo ikke den rigtige person, man ser, siger Maja Boel.

 

Fra privatfest til familiefest

Facebook var engang de unges foretrukne sociale medie, den foretrukne fest. Men nu er deres forældre også kommet på Facebook og er blevet en del af festen.

Bag om Snapchat

Snapchat blev stiftet i 2011 af Evan Spiegel, Bobby Murphy og Reggie Brown.

Det eksploderede i Danmark omkring 2013.

På verdensplan er der omkring 100 mio. aktive brugere om dagen. Der er ca. 900.000 danske brugere.
Der bliver sendt 8.796 fotos og videoer hvert sekund på Snapchat.

Spøgelseslogoet hedder “Ghostface Chillah” og er opkaldt efter sangen Ghostface Killah af gruppen Wu-Tang Clan.
Det er rygtet, at Facebook i 2013 bød 3 mia. amerikanske dollars for Snapchat.

over konsekvenserne, og du behøver ikke tage ansvar for det, du siger og gør. Ifølge flere eksperter er det noget af det, vi har savnet på de sociale medier.

 

- Den største styrke ved Snapchat er, at tingene forsvinder igen. Og så er Snapchat nemt og kreativt, og det er de unge vilde med, siger Kristian Strøbech, faglig leder nye medier.

 

Jeg spørger teenagerne, hvad de tænker om, at en snap forsvinder.

 

- Det er mere det der med, at på Facebook kan alle gå ind og se det. På snap er det kun dem, man er venner med, der kan se det, man lægger ud. Det tænker jeg meget over, siger Maja.

 

- Jeg synes, det samme som Maja. Men jeg tænker også over, at det ikke er der altid. På Facebook kan alle jo se det, man skrev for to-tre år siden, og alle kan kommentere det. Men på Snapchat behøver man ikke tænke over det, siger Morten.

- Facebook er ikke længere en privatfest for de unge. Det er blevet en familiefest. Derfor har en del unge fundet en ny, mere privat fest, hvor de vælger, hvem der skal være en del af en del af festen, siger David Ledstrup, seniorkonsulent og digital medierådgiver.

 

I teenageårene er behovet for at have intime relationer og venskaber ekstra stort. Med intimitet handler det i høj grad om at være sig selv, at afsløre sig selv i relationer med andre, og hvis intimiteten lykkes, føler den unge sig forstået, bekræftet og holdt af. Ifølge Malene Charlotte Larsen og Jette Kofoed foregår denne intimitet mere og mere på de sociale medier.

 

Snaps forsvinder for evigt

Vi får hele tiden at vide, at vi skal passe på, hvordan vi agerer på de sociale medier, og hvad vi lægger ud. For mange er det derfor en befriende følelse, at indholdet forsvinder på Snapchat, hvor det bliver liggende for evigt på mange af de andre sociale medier. Her er der tale om en uformel samtale, hvor man ikke behøver tænke 

De to teenagere ved godt, at der har været skrevet en del i medierne om, at ens snaps måske ikke forsvinder helt alligevel. Men de tilføjer, at man jo så skal til at grave det frem og vide en masse om, hvordan man finder det, og det er jo ikke bare almindelige mennesker, der gør det.

 

En-til-en vs. en-til-mange

Snaps bliver ofte beskrevet som sms’er eller mms’er i nye klæder, fordi kommunikationen ofte er en-til-en eller en-til-få. Og det er da også det, teenagerne primært bruger Snapchat til – at sende en snap i stedet for en sms, fordi det er nemt og sjovt. Morten og Maja har ikke tal på, hvor mange snaps de sender på en dag, men det kan blive til rigtig, rigtig mange.

 

- Hvis man keder sig meget, kan man lige sende en snap. Eller hvis man har gang i en samtale med en på snappen, så kan det virkelig blive til mange snaps. Så jeg aner ikke, hvor mange jeg sender på en dag, siger Morten.

 

På Snapchat er kommunikationen også blevet en til mange. Den bedste samling af råt indhold findes måske i Snapchats "My Story" eller min historie, hvor brugerne poster videoer og billeder til sin følgere, som forsvinder efter 24 timer. Men her bliver dobbelthager og sjove ansigter ikke delt i lige så høj grad, selv om det er deres venner eller folk, de har en relation til, der får dem.

 

- På "My Story" tænker jeg mere over, hvad jeg deler, fordi det når ud til mange, og så gider jeg ikke ligne en gris eller sådan noget. Folk skal ikke tænke, hvad har hun lige gang i, siger Maja og griner.

 

Halvdelen af teenagerne i Danmark snapper hver dag rå og intime billeder på Snapchat. Billeder af dobbelthager, duckface, og hvad de laver. De har behov for at være private, ikke for at lave lange statusopdateringer og dele billeder fra ferien på Facebook. Det er endnu svært at spå om, hvad Snapchat udvikler sig til. Men eksperter er i hvert fald enige om, at de sociale medier også i fremtiden bliver mere rå og upolerede.

 

Læs mere om, hvordan fremtiden måske kommer til at se ud for de sociale medier. Klik her.

bottom of page